En opbyggelig fabel - Fernando Sorrentino

Texto en español: "Fábula edificante".

Traducido al danés.

Han var en meget ærlig tigger.

En dag bankede han på porten til et rigt hus. Hushovmesteren kom ud og spurgte:

– Hvad ønsker De, min gode mand?

Tiggeren svarede:

– En lille almissel, i Guds navn.

– Jeg skal tale med fruen.

Hushovmesteren talte med fruen, som var meget gerrig, og hun svarede:

– Jeremias, giv denne gode mand et brød. Men kun ét. Og så vidt muligt fra i går.

Jeremias, som var hemmeligt forelsket i sin frue, fandt for at gøre hende tilpas et gammelt brød, der var hårdt som en sten, og gav det til tiggeren:

– Her har du et brød, min gode mand, sagde han, idet han tiltalte ham med "du".

– Måtte Gud lønne Dem, svarede tiggeren.

Jeremias lukkede den tunge egetræsport og tiggeren gik, bort med brødet under armen. Han nåede til det stykke udyrket jord, hvor han plejede at tilbringe sine dage og sine nætter. Han satte sig i skyggen under et træ og begyndte at spise af brødet På én gang bed han i noget hårdt og mærkede, hvordan en af hans kindtænder blev splintret. Hvor stor var ikke hans overraskelse, da han sammen med splinterne af tanden bjærgede en kostbar ring af guld, perler og diamanter.

– Hvilket held, sagde han til sig selv. – Jeg sælger den, så har jeg penge i lange tider.

Men straks efter vandt hans ærlighed overhånd:

– Nej, tilføjede han. Jeg vil finde dens ejer og give ham den tilbage.

På ringens inderside stod initialerne J.X. Tiggeren, der hverken var dum eller doven, begav sig til en butik og bad om telefonbogen. Han konstaterede, at der i hele den lille by kun fandtes én familie, hvis efternavn begyndte med X: familien Xofaina.

Fuld af fryd ved tanken om at kunne praktisere sin ærlighed satte han sig i bevægelse mod familien Xofainas hus. Stor var hans forbløffelse da han så, at det netop var det hus, hvor man havde givet ham brødet med ringen i.

Han bankede på porten. Jeremias kom ud og spurgte:

– Hvad ønsker De, min gode mand?

Tiggeren svarede:

– Jeg har fundet denne ring inden i det brød som De havde den godhed at give mig for lidt siden.

Jeremias tog ringen og sagde:

– Jeg skal tale med fruen.

Han talte med fruen og denne udbrød glad og trallende:

– Nej, hvor heldig jeg dog er! Det er jo den ring, jeg mistede i sidste uge, da jeg æltede dej! Dér står mine initialer: J.X., som svarer til mit fornavn og efternavn, Josermina Xofaina.

Efter et øjebliks overvejelse tilføjede hun:

– Jeremias, vil du gå ud og give denne gode mand hvad han ønsker sig til belønning. Når bare det ikke er for dyrt.

Jeremias, der altså var blevet duttet af sin frue, gik tilbage til porten og sagde til tiggeren, idet han faldt tilbage til duformen:

– Min gode mand, sig mig hvad du ønsker dig til belønning for din gode gerning.

Tiggeren svarede:

– Bare et brød til at stille min sult med.

Jeremias, der stadig var forelsket i sin frue, fandt for at gøre hende tilpas et gammelt brød, der var hårdt som en sten, og gav det til tiggeren:

– Her har du et brød, min gode mand.

– Måtte Gud lønne Dem.

Jeremias lukkede den tunge egetræsport og tiggeren gik bort med brødet under armen. Han nåede til det stykke udyrket jord, hvor han plejede at tilbringe sine dage og sine nætter. Han satte sig i skyggen under et træ og begyndte at spise af brødet. På én gang bed han i noget hårdt og mærkede, hvordan en anden af hans kindtænder blev splintret. Hvor stor var ikke hans overraskelse, da han sammen med splinterne af denne anden knuste kindtand bjærgede endnu en kostelig ring af guld, perler og diamanter.

Endnu en gang bemærkede han initialerne J.X. Endnu en gang leverede han ringen tilbage til Josermina Xofaina og modtog til belønning et tredje hårdt brød, i hvilket han fandt en tredje ring, som han også leverede tilbage og for hvilken han, som belønning, fik et fjerde hårdt brød, i hvilket...

Fra denne heldige dag og til den uheldige, da han døde, levede tiggeren lykkeligt og uden pengesorger. Blot skulle han hver dag tilbagelevere den ring, han fandt inden i brødet.

Oversat af Uffe Harde

Ferando Sorrentino

Fernando Sorrentino

1 comentario:

Patricia dijo...

Terrible historia desarrollada con maestría